En konkret guide til marketingmedarbejdere i små og mellemstore virksomheder
*Modtaget i gave*
I et stykke tid har jeg, Pernille, været lidt træt af marketing. Jeg føler, at der er mange virksomheder, der sælger for at sælge, og jeg har mistet den gnist til faget, som jeg har haft siden studiestart i 2013. I min sidste praktik følte jeg mig mere som en sælger end en marketingmedarbejder.
Og der må jeg sige, at Anita snakker direkte til min manglende gnist og får skabt flammer på bålet, når jeg læser hendes bog ‘Markedsføring er kærlighed’.
Jeg elsker, at hun snakker om kærlighed og markedsføring som en sammenhæng. Og at hun gør det meget konkret i bogen, hvad man skal have styr på og hvorfor. Hun kommer med eksempler fra den virkelige verden og simple forslag.
Jeg har 100 gange før lavet personaer og fundet budskaber, men jeg har aldrig fået dem koblet på resten af virksomhedens strategi, på den måde Anita gør det i bogen. Hun kommer med modeller og målsætninger, hvor det giver mening at bruge personaer og budskaber igennem hele strategien. Med andre ord, bliver det tydeligt, hvorfor de forskellige modeller og spørgsmål skal udfyldes og besvares. En god strategi tager udgangspunkt i målgruppen, mål og meget mere, som skal kunne ses i marketingarbejdet i det daglige og være målet med kommunikationen.
Bogen er inddelt i 3 dele, hvor hun kommer ind på udgangspunkt, udtryk og udførelse. Den er nem at gå til, uanset hvor meget eller lidt erfaring man har med markedsføring.

Autentisk markedsføring
I dag er der rigtig meget støj. Der er mange reklamer, budskaber og virksomheder, der vil sælge os deres varer og services.
Anita slår fast, at det er vigtigt at holde fast i en kommunikations tankegang, der hedder, at kommunikere fra menneske til menneske. Vi skal være kærlige og ægte i vores online markedsføring, uanset hvad vi sælger, og hvor stor en omsætning vi har.
Derfor er målgruppen også en stor del af opgaverne, der kommer igennem bogen.

Markedsføring der kan overskues i hverdagen
Hvis man sidder i en SMV, så er tiden begrænset og der er mange opgaver. Det ved Anita.
For hun nævner flere gange i bogen, at det er vigtigere at kommunikere på få medier, end at sprede sine indsatser og energi så meget, at budskaberne ikke kommer til deres ret.
Du bliver kort sagt guidet igennem en hel digital strategi i bogen, på blot 159 sider. Hun har sat opgaver på, så du forholder dig til virksomhedens strategi og mål, og ender med at sidde med en færdig markedsføringsplan. Du bliver guidet igennem alt fra medievalg, budget, kunderejse, tone of voice og meget mere.
Lær mere om Anita Dalsgaard her

Du kan læse mere digital markedsføring HER