“Jeg sænker tempoet og lytter til kroppen” – Pernilles selvudvikling

Selvudvikling

Hvad betyder selvudvikling for dig? 

For mig betyder selvudvikling, at jeg revurderer, mærker efter og afprøver alt fra gode råd og tips til udfordringer. Jeg minder mig selv om, at alting kan ændre sig, og at jeg ikke altid kan forudsige en nødvendig ændring.

Selvudvikling kan for mig komme fra en bog, en ny vane, en samtale med en nær relation, en fysisk aktivitet eller en fornemmelse indeni kroppen.

Pernille

Hvad har du lært om dig selv i 2020?  

Jeg har både lært nye ting, men jeg er særligt blevet mindet om nogle af de udfordringer, jeg længe har haft i mit liv.

Sætningerne ”du skal være god ved dig selv”, ”sæt dig selv først” og ”du er god nok, som du er”, har jeg hørt i mange år, og jeg troede, at jeg arbejdede på at ændre dette, så jeg passer på mig selv og har ro i mig selv. Men det er først i år, jeg for alvor er begyndt at arbejde på det og sige nej, hvis der er noget, jeg ikke har lyst til, eller som er på bekostning af mig selv.

Jeg har været jobsøgende hele 2020 og en praktik i foråret fik mig sygemeldt med stress. Her lærte jeg om metakognitiv psykologi, og hvordan jeg kan styre tankerne i mit hoved, og hvor meget de får plads. Det har hjulpet en del, men efter 3 måneder med høj motivation i min jobsøgning, fik 3 afslag i streg mig sygemeldt igen.

Derfor er det nye, jeg er ved at lære, at jeg for det første skal tage det seriøst, at de sætningers budskaber ikke skal være et problem længere.

  • Jeg skal ikke tage ansvar for alle andre, i hvert fald ikke hvor jeg selv bliver nedprioriteret.
  • Jeg skal sænke mine forventninger og mit tempo, jeg kan ikke nå alt og det er ok.
  • Jeg skal give mig selv lov til at drømme, sige nej, lave ingenting og prioritere mig selv.
Pernille sidder på hede

Hvilke steps har du taget i år ift. din selvudvikling? Hvilke tiltag har haft den største virkning?

Jeg har taget en del steps i år, og de vigtigste er sygemelding, Damernes Eventyrklubs Eventyrinde kursus, sommerhusture, bøger, sige mere nej, Digitale Damer, Human Design, være egoistisk, lytte til kroppen og alene tid.

Det, der har den største virkning, er sygemelding, fordi det er en måde at give min krop og tanker ro og tage tid til at komme ovenpå og afprøve nogle ting, som f.eks. metakognitiv psykologi, som jeg ellers ikke ville have prioriteret. Det er udfordrende og frustrerende, men vigtigt for mig kun at have fokus på mig selv i en længere periode, så jeg ikke glemmer at lytte til min krop og dens signaler fremover. For det er ikke rart, ikke at kunne mærke sig selv eller sin mavefornemmelse.

Pernille sidder og kigger på vandet

Hvad kæmper du mest med? Og hvordan vil du gerne udvikle dig på de områder?

Det er at sænke mine forventninger, lave færre ting, bede om hjælp og følge min mavefornemmelse/kroppens signaler.

Jeg vil gerne have det godt med at sætte mig selv først og ikke tage ansvar for andre som det primære. Jeg vil ikke styres af mine to do lister, men lave de ting jeg nyder og har lyst til, uden at jeg skal sætte en deadline for det. Jeg vil ikke være praktisk nyder, f.eks. strikke fordi det er smart at slappe af og lave en gave samtidig, men strikke fordi jeg nyder det, og hvor resultatet ikke skal være målet.

Kompetenceudvikling

Hvad drømmer du om at blive bedre til/at lære? 

Pernille fotograferer strand

Jeg vil blive bedre til at tegne, både i hånden og på computer, fordi jeg elsker at udtrykke mig visuelt. Derudover vil jeg gerne skrive længere tekster, f.eks. afprøve at skrive en bog.

Jeg vil i 2021 starte til selvforsvar og købe nogle rulleskøjter. Man bliver aldrig for gammel til at prøve nye ting eller lege.

Hvordan udvikler du bedst dine kompetencer?

Jeg er ret vild med onlinekurser, men hvis ikke jeg har en deadline, så holder jeg ofte lange pauser, og bruger lang tid på at komme i mål. Så jeg udvikler bedst mine kompetencer med en realistisk deadline, og ved at have få projekter i gang ad gangen.

Det vigtigste er, at jeg virkelig har lyst til at lære det, for så kaster jeg mig over det ofte og længe. Og at have det sjovt med at lære noget nyt, og gerne i fællesskab med andre, så jeg kan sparre. Jeg skal implementere mine nye kompetencer hurtigt, så det bliver en rutine og nemt at gribe til.

Tak fordi du læste med, du kan læse om Sandies selvudvikling HER.

Pernille Møller Larsen

Jeg er nysgerrig, struktureret og elsker at skabe visuel harmoni. Mine kompetencer spænder bredt, men jeg brænder for at skabe sammenspil mellem indhold og den visuelle repræsentation. Det hele skal være en enhed, så målgruppen hurtigt kan aflæse budskab og brand. Jeg ønsker at skabe gennemsigtighed og markedsføre med et bæredygtigt fokus.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Back to top