Gør dine kollegaer klogere på jeres sociale medier

Vis dine kollegaer hvad kommunikations/marketingafdelingen foretager sig på sociale medier og hvorfor. Og motiver dine kollegaer med flotte plakater, via intern kommunikation, til at like og følge med.

Det er ikke altid nemt at forklare, hvordan kommunikation og marketing hjælper med at skabe salg, da man ikke altid kan sætte lighedstegn mellem f.eks. Instagram og afsluttet købsproces. Derudover kan det være svært at få kollegaer til at dele indhold, være med på billeder osv., som deles på f.eks. hjemmesiden eller de sociale medier.

Spørgsmålene man kan få fra kollegaerne kan være?:

  • Hvordan gør de sociale medier en forskel?
  • Hvorfor skal vi like og være aktive på virksomhedens sociale medier?
  • Hvem er det vores fællesbilleder skal deles med og hvorfor?

Troværdig kommunikation er vigtigt, og derfor deles historier der sker rundt omkring i virksomheden og om de virkelige medarbejdere, hvis det er en del af ens strategi. Employer Branding er blevet en del af manges strategier, men det kan være svært at sælge idéen om at interviewe og tage billeder/video af én af dine kollegaer, hvis de ikke kan se, hvad det skal til for.

Læs mere om Employer Branding strategi her: https://bureau.dk/instagram-strategi-saadan-benytter-du-medarbejderambassadoerer/

Derfor kan det være en god idé at dele nogle af ens strategier og oversigter internt i virksomheden, så kollegaerne kan se, hvilke mål I arbejder efter at nå, hvem I kommunikerer til og hvad I gerne vil kommunikere.

Sociale medier

Jeg var i virksomhedspraktik hos /et al., hvor de havde svært ved at prioritere de sociale medier, fordi de ikke rigtig vidste, hvad de skulle dele og på hvilken kanal. Det var blevet en tidskrævende opgave, som ingen havde som fast prioritet.

For at motivere dem designede jeg 3 plakater, én for hver af deres sociale medier, hvor der var tips til hvad og hvordan de kunne dele, hvilke hashtags de kunne bruge og hvilke kategorier de kunne blive inspireret af. Derudover var der i bunden en oversigt, så de kunne holde øje med antal følgere og antal opslag de har lavet.

Disse plakater var lavet med det for øje, at /et al. ikke havde en decideret kommunikations/marketingmedarbejder, når jeg ikke længere var hos dem. Derfor skulle de motiveres til at holde hinanden op på at bruge medierne, uden at det blev en byrde eller tog for lang tid.

Herunder kan de 3 plakater ses, som jeg lavede i A3 og hængte op i virksomheden:

Disse plakater kan også laves med endnu mere fokus på medarbejdernes, så der var, “Hvorfor følge og like vores virksomhedsprofil på de sociale medier?” eller “5 gode grunde til at følge virksomheden online”. Også konkrete tips til medarbejderne i forhold til, hvordan de kan hjælpe ved at være aktive.

Med disse plakater viser du dine kollegaer, at der er en strategi bagved og nogle mål man gerne vil nå. Det kan gøres endnu mere specifikt med ens strategi og mål for salg, alt efter hvilken virksomhed man har.

Målgruppen

Men hvem er det alt indholdet på de sociale medier er til? Hvem er det kommunikationsafdelingen prøver at fange? Og som kollegaernes citater og billeder skal være interessant for?

Målgruppen er vigtig, og en beskrivelse af den kan gøre dine kollegaer klogere på, hvorfor det giver mening at dele indhold på de sociale medier. Hos /et al. udarbejdede jeg 4 personaer, som blev hængt op på væggen, så alle kunne læse om et udsnit af den målgruppe, som man forsøger at fange online. Personaer er en god måde at give teamet nogle ansigter og navne at forholde sig til.

Hvis dine kollegaer står I et konkret dilemma og f.eks. ikke ved om de skal være løsning A eller løsning B, så kan man bruge personaer. Man skal kende dem godt ,og det skal alle i teamet, for at man kan bruge dem. Men så kan man spørge “ville Frederik vælge løsning A eller B?”. Man har derved konkrete eksempler at tage udgangspunkt i og argumentere for og imod. “Jeg tror, han er mest til B, fordi han ikke ved, hvordan UX kan hjælpe ham”. “Men jeg tror at A er den perfekte løsning, fordi det fanger hans dilemma om testmetoder, og det har jeg hørt flere nævne”.

Personaer kan give dine kollegaer ansigter på målgruppen og gøre dem nemmere at huske. Men det skal være et aktivt valg at gøre dem en del af jeres team og tilpasse dem løbende, hvis der f.eks. kommer ny feedback fra målgruppen, ny teknologi eller nye løsninger I tilbyder.

Her er de 4 personaer jeg lavede til /et al. :

Lær at lave personaer her: https://digitaledamer.dk/personas-laer-din-malgruppe-bedre-at-kende/

Inputs fra medarbejdere

Det er ikke kommunikations/marketingafdelingen der ved alt, hvad der sker i virksomheden, men vi vil bestemt gerne vide det, hvis det er relevant for den interne og eksterne kommunikation.

Man kan opfordre sine kollegaer til at tage del i planlægningen. Hos /et al. fik jeg printet en stor kalender, som kan ses nedenfor, hvor de i løbet af ét år kunne skrive på, hvis der var en bestemt mærkedag, messe eller virksomhedsfødselsdag. Med kalenderen kan man derved få en oversigt over faste kommunikationsbegivenheder, så man har mere at gå ud fra næste år, uden at skulle planlægge forfra.

Dette er en god start i forhold til at lave en indholdsplan eller et årshjul. Og det er en mulighed for at få inputs fra hele virksomheden (alt efter hvor stor den er).

/et al. kalender

Med disse plakater kan du gøre dine kollegaer klogere på, hvorfor I deler og hvem der lytter dem. Der er mange andre måder at gøre det på og mange lækre måder at gøre det grafisk. Du kan blive inspireret til opsætning på min ‘magasiner og brochurer’ opslagstavle på Pinterest: https://www.pinterest.dk/pernilleml10/magasiner-og-brochurer/

Jeg håber, du blev inspireret og har fået nogle gode idéer til, hvordan du kan gøre dine kollegaer klogere på virksomhedens sociale medier og give dem inspiration til at være aktive på jeres profiler.

Pernille Møller Larsen

At skabe den røde tråd i et brand og på tværs af forskellige medier er min store passion. Mine spidskompetencer er grafisk design og digital markedsføring. Mine blogindlæg handler ofte om disse emner, og jeg elsker at afprøve nye systemer og guides, for at lære nyt og optimere.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Back to top