Jeg er førsteprioritet – Sandies selvudvikling

Selvudvikling

Hvad betyder selvudvikling for dig?

Selvudvikling for mig handler om at have fokus på én selv. Nogle gange handler det også om at vide hvornår det er tid til lidt “tough love”.

For mig har min selvudvikling i år betydet at jeg endelig har lært at sætte mig selv først. At passe en smule bedre på mig selv fysisk og psykisk, før jeg hjælper andre.

Den dårlig samvittighed over nogle af de valg jeg har taget i år sidder der stadig. Men jeg ved det er det eneste rigtige: At prioritere mig selv først.

Hvad har du lært om dig selv i 2020?

Jeg har lært, at jeg ikke altid kan følge med “de andre”, fordi vi alle er forskellige. Men mit problem er, at jeg gerne vil følge med alle andre, så jeg bliver ved med at sammenligne mig selv med dem.
Accept af ens egen natur kommer ikke bare på et år, når man har brugt årtier på at følge med alle de andre.
Jeg føler dog, at jeg er kommet et lille skridt videre i år, og der har Human Design hjulpet mig. Jeg er 2/5 Projector, som er en type, der ikke har uanet mængder energi at gøre med. Så lige nu er jeg ved at eksperimentere med, hvor det er bedst for mig at ligge min begrænset mængde af energi.

Jeg er også et meget følsomt menneske, som i løbet af de sidste mange år har været nødt til at undertrykke flere af mine følelser for at kunne holde sammen på mig selv. Hvilket har gjort, at jeg kun bruger mit hoved, selvom jeg altid har troet, at jeg lyttede til min mavefornemmelse.
Min overlevelsesteknik har simpelthen været at undgå min mavefornemmelse og intuition. OG jeg har faktisk en stærk intuition, så 2021 bliver året jeg vender tilbage til min intuition og mavefornemmelse. (Og ja, de to ting er ikke det samme for mig. Mavefornemmelser opstår indefra og intuition er beskeder og energi der kommer udefra.)

Hvilke steps har du taget i år ift. din selvudvikling? Hvilke tiltag har haft den største virkning?

Jeg tror, det der har haft den største virkning har været tid. Bare tid til at hele, finde ro og være alene med mig selv efter at være blevet single og jobsøgende.
Det føles som om at dette år har været året, hvor det faldefærdige hus er blevet revet ned. De sidste ting er ved at blive ryddet væk ved hjælp af kropsterapi og psykoterapi. Så næste år er det tid til at finde ud af hvordan det nye hus skal se ud, og derefter begynde at bygge det.

Ud over det så er jeg super taknemlig for, at Pernille meldte sig til Eventyrindekurset! Jeg kunne bare mærke, at jeg blev nødt til at gøre det samme, så jeg ikke kom til at sidde på sidelinjen mens Pernille udviklede sig til en eventyrinde.
Vi er vokset som individer, men jeg føler også, at vi er kommet tættere på hinanden ved at tage rejsen sammen. Og rejsen er slet ikke slut endnu!

Hvad kæmper du mest med? Og hvordan vil du gerne udvikle dig på de områder?

Jeg kæmper rigtig meget med selvtillid og selvværd: at jeg også har lov til at være mig og har lov til at fylde. Min drøm er, at jeg bliver bedre til at acceptere mig selv og ikke sammenligne mig med andre, så jeg kan udleve den originalitet, der brænder inde i mig.
Lige nu er jeg helt ærlig i tvivl om, hvordan jeg skal komme derhen, men det er derfor jeg har søgt hjælp gennem terapi.

Kompetenceudvikling

Hvad drømmer du om at blive bedre til/at lære? 

Jeg drømmer om blive bedre til fotografering, foto- og videoredigering, tekstforfatning i løbet af 2021. Samtidigt med at jeg passer på mig selv og mærker min mavefornemmelse.
Nu er det sagt, så forhåbentlig bliver det året, hvor jeg endelig tager nogle skridt i den rigtige retning.

OG så drømmer jeg om at lære at stå på skateboard til foråret!!!

Hvordan udvikler du bedst dine kompetencer?

Jeg udvikler bedst mine kompetencer gennem “Do and learn”. Så jeg kan godt lide online kurser, hvor jeg kan tage tingene i mit eget tempo. Og både se, læse og gøre tingene.


Mere inspiration

Hvis du kunne tænke dig at lære mere om Human Design, så kan vi anbefale Katrine Thyge og Luca Sofia.

Damernes Eventyrklub kan du også finde Instagram @damernes_eventyrklub.

Sandie Bolund Larsen

Det jeg brænder for indenfor kommunikation og marketing er at holde ting personligt og relaterbart i en verden, hvor alt er ved at blive automatisteret. Og billeder! Gode billeder! Min største pet peeve er virksomheder, der bruger pixelerede billeder. Lige nu sidder jeg som Digital Marketing Koordinator ved en større dansk møbelvirksomhed. Min primære opgave er produkt relateret kampagne set up.

One thought on “Jeg er førsteprioritet – Sandies selvudvikling

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Back to top