Digitale Damer

Et fællesskab af digitale damer med passion for marketing & bæredygtig arbejdskultur. Vi snakker om udfordringer, sejre & inspirerer.

“Følg din mavefornemmelse uanset hvad!” // Rebekka Hellstrøm

Rebekka er selvstændig med virksomheden DITNAVN.NU, hvor hun hjælper med webdesign, branding og kommunikation. Hun hjælper andre selvstændige ved at planlægge og designe, så de kan fokusere på deres passion og vision.

Hvad fik dig til at starte som selvstændig?

Jeg tror faktisk, drømmen til at blive selvstændig spirede i mig, da jeg var ret lille. Da jeg gik i folkeskole, startede jeg min egen lille business, hvor jeg designede påklædningsdukker med tilhørende tøj, som jeg solgte for 25 øre til de andre elever. Jeg var ekstremt nørdet omkring det, og når jeg kigger tilbage, kan jeg godt se, at jeg måske gik lige lovligt meget op i min lille ”biks” sammenlignet med, hvad de andre børn lavede. På sin vis indkapsler det grunden til, at jeg er endt som selvstændig meget godt. Jeg er temmelig introvert, og har brug for at kunne danne mine egne rammer, for at give plads til den del af mig selv.

I mange år forsøgte jeg at passe ind på arbejdsmarkedet, men jeg følte mig ofte forkert og akavet. Alligevel turde jeg ikke helt kaste mig ud i at blive selvstændig, for hvad nu hvis jeg ikke kunne leve af det eller værre endnu; hvad hvis jeg bare ikke var god til det!

Efter nogle års tumlen rundt på arbejdsmarkedet med mange frustrationer, indså jeg, at den frygt jeg følte, for at kaste mig ud i at blive selvstændig, var langt at foretrække for de følelser af utilstrækkelighed, jeg følte ved at forsøge at passe ind på arbejdsmarkedet.

Så efter min barsel hoppede jeg ud i det, og jeg har ikke fortrudt det siden!

En ironisk sidenote er, at jeg faktisk efterfølgende er gået hen og er blevet meget mere social. I dag elsker jeg at snakke med kunder, deltage i netværksmøder og socialisere med folk på sociale medier. Det synes jeg siger meget om effekten ved at turde stole på sin mavefornemmelse og sin passion i livet!

Hvordan balancerer du at være offline og online i forhold til din virksomhed?

På mange måder virkelig dårligt!

Jeg er generelt rigtig meget ”på”, og er typen, der ikke kan lade være med liiige at tjekke mailen om aftenen, i weekenderne eller sågar når jeg er på ferie med min familie. Instagram er også en stor tidsrøver, når jeg har fri, men det er på en måde lidt anderledes, fordi der er et stærkt element af hygge og fællesskab derinde, så det føles ikke altid så arbejds-agtigt.

Der, hvor jeg til gengæld, har været rigtig god til at skabe balance mellem at være offline og online, er i forhold til de rammer jeg har sat op for mig selv som selvstændig. Jeg føler mig fx aldrig forpligtet til at besvare mails, tage et opkald eller løse en opgave udenfor dét, jeg har defineret som min ”generelle åbningstid” (ca. 8-15). En gang imellem gør jeg selvfølgelig undtagelser, hvis det er noget, der kan hjælpe en kunde, men det er udelukkende, hvis jeg har overskud til det og i sådanne tilfælde, gør jeg meget ud af at understrege, at det er noget ekstraordinært, så det ikke bliver standarten. Heldigvis har jeg nogle ekstremt søde kunder, og jeg er endnu ikke stødt på en, som ikke har været helt ok med mine ”åbningstider” og rammer.


Hvor oplever du den største forskel i dit (arbejds)liv i forhold til at være selvstændig vs. lønmodtager?

Den største forskel er helt sikkert i den frihed, jeg har i forhold til, hvilke opgaver jeg tager ind, og hvem jeg vælger at arbejde sammen med. Jeg engagerer mig altid 200% i mine kunders projekter, og har en meget venskabelig og personlig tilgang til samarbejdet. Derfor er det også mega vigtigt for mig, at der er god kemi og en rar stemning mellem mig og kunden.

I ærlighedens navn vil jeg på den anden side også nævne, at en forskel jeg også oplever i perioder, er en nærmest eksistensmæssig paranoia, som mange selvstændige sikkert kender. I ved, den der hvor man ligger søvnløs om natten med tankerne kørende i ring omkring spørgsmål som; hvad nu hvis jeg ikke har nogen kunder om to måneder, hvad nu hvis jeg ikke udvikler mig nok og følger med tiden, hvad nu hvis jeg ikke kan forsørge min familie… osv. osv.

Heldigvis er det kun i perioder, og går over igen og når alt kommer til alt, fylder de positive forskelle langt mere i min hverdag end de negative!

Har du nogle gode rutiner? Og hvad er dit bedste råd til én, der overvejer at starte som selvstændig?

Mht. rutinerne, er det faktisk noget jeg arbejder meget med at forbedre for tiden, fordi jeg simpelthen bliver så opslugt af mit arbejde, at jeg glemmer at holde pauser, drikke nok vand og bevæge mig i løbet af dagen. Det er sværere end man lige skulle tro, fordi vanerne allerede har sat sig fast.

Til gengæld kan jeg tilbyde et indblik i de rutiner, jeg øver mig i at få indarbejdet:

  • Planlægge min dag hver morgen og lavet et timeestimat til hver opgave (og så rent faktisk holde mig til det)
  • Holde regelmæssige pauser efter Pomodoro-modellen
  • Holde mere aktive pauser
  • Tage en fridag eller gå tidligt indimellem

Mit næste skridt er at få fat i en coach, som kan hjælpe mig med at få tjekket disse ting af på listen, så jeg får en lidt sundere arbejdsdag. Det er et kapitel jeg glæder mig meget til at komme i gang med!

Mit absolut bedre råd, til folk der overvejer at starte ud som selvstændig, er:

Følg din mavefornemmelse uanset hvad!

Er der en opgave eller en kunderelation, som ikke føles rigtig, så tæl til 10, tag en dyb indånding og tak pænt nej! Også selvom du mangler opgaver eller penge den kommende måned!

Hvis du ender med at sidde med en masse opgaver, som du ikke synes er fede, ryger pointen jo med at have friheden til at vælge. Desuden har jeg (oftere end ikke) oplevet, at `universet´, i sidste ende, beslutter sig for at belønne mig for at stå ved mine principper ved at sende mig en anden opgave i sidste øjeblik.

Det handler jo grundlæggende om, at dét at kaste sig ud i at være selvstændig, i sig selv, går ud på at turde følge drivkraften og lysten på trods af frygten for at fejle, og det skal man faktisk blive ved med at huske og at holde fast i!


Lær mere om Rebekka her

Hjemmeside

Instagram

Facebook

LinkedIn


Læs mere om det selvstændige liv HER.

Pernille Møller Larsen

Jeg er nysgerrig, struktureret og elsker at skabe visuel harmoni. Mine kompetencer spænder bredt, men jeg brænder for at skabe sammenspil mellem indhold og den visuelle repræsentation. Det hele skal være en enhed, så målgruppen hurtigt kan aflæse budskab og brand. Jeg ønsker at skabe gennemsigtighed og markedsføre med et bæredygtigt fokus.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Back to top