SEO – Jette fra RelationME

SEO er et vigtigt markedsføringsredskab, som du også kan lære at bruge. Digitale Damer, også kendt som Pernille og Sandie, har spurgt mig, om jeg vil bidrage til deres blog med en håndfuld faglige tips om søgemaskineoptimering. Det vil jeg rigtig gerne, so here goes…

Pernille og Sandie har stillet mig disse 5 spørgsmål, og du får svarene nedenfor:

  1. Hvis man aldrig har arbejdet med SEO før, hvad skal man vide og hvor kan man starte?
  2. Er SEO kun for ens hjemmeside?
  3. Hvordan laver man en søgeordsanalyse?
  4. Har du set en udvikling med SEO i løbet af de sidste år?
  5. Hvad er dit bedste SEO råd?

Først en ultra kort intro

SEO betyder Search Engine Optimization, på dansk kaldes det Søge-Maskine-Optimering. En søgemaskine er en robot, der indsamler informationer fra internettet. Alt indhold arkiveres på et kæmpe datalager.

Alle søgemaskine arbejder ud fra algoritmer, der bestemmer hvornår indhold vises. Det er ikke alle faktorer i algoritmerne vi kender. Men dem vi kender, kan vi udnytte, når vi vil opnå mere synlighed i søgeresultaterne. Der findes forskellige søgemaskiner. Du kender Google og YouTube, men der findes også andre f.eks.: Bing, Yandex, Baidu og Yahoo.

Alle søgemaskiner er afhængige af en motor til at holde dem i gang. Den motor er dig, og alle vi andre, der dagligt foretager søgninger på internettet.

1. Hvis man aldrig har arbejdet med SEO før, hvad skal man vide og hvor kan man starte?

Man skal vide at Google kun er et bibliotek og at man skal starte i kundeservice.

Kun et bibliotek

Når jeg skriver, at Google kun er et bibliotek, betyder det, at det du arkiverer på biblioteket, så som tekst, billeder og videoer også er det, der er tilgængeligt på biblioteket.

Det, du putter ind i Google robotten, er det samme, der kan spyttes ud. Du skal derfor altid tænke på at have godt og relevant indhold på din hjemmeside. Indhold der kan uddanne dine læsere i, hvordan dit produkt kan opfylde deres ønsker.

Vi mennesker (hjerner) elsker billeder og overskuelighed – Google (robotten) elsker tekst og kodesprog. Husk at alt trafik starter med en søgning, der leder efter et svar.

Start i kundeservice

Når du har besluttet dig for hvilken service, du vil yde dine kunder, har du mulighed for at byde dem indenfor.

Beslut dig for hvem du gerne vil have besøg af:

  • Hvem skal købe dit produkt
  • Hvad skal de have løst
  • Hvad kan du anbefale

Find ud af, hvad der skal være tilgængeligt hos dig, for at dine yndlingskunder vil handle med dig. Vær sikker på, de kan klare sig selv, når de skal rundt på din hjemmeside.

Det handler om dine webtekster. Sørg for at dit indhold er opdelt, og at hver side indeholder sit eget emne. Skriv dig ind i hjerterne på din målgruppe, brug deres udtryk og foreslå dem det, der hjælper på deres problem (udfordring). Guide dem hele vejen gennem din hjemmeside, hele vejen til den handling du ønsker de skal foretage.    

Skrivebord

2. Er SEO kun for ens hjemmeside (og webshops)?

Ja, søgemaskineoptimering er for hjemmesider, webshops og blogs. Altså domæner med indhold, der udgives på internettet.

Når du optimerer dit domæne, er det for at skaffe trafik fra søgeresultaterne og ind på din hjemmeside eller webshop. I Danmark optimerer vi til Google, og arbejder altså efter Googles forskrifter.

De sociale medier kan bruges til at sende direkte trafik over på din hjemmeside. Men et link fra sociale medier tæller ikke nær så meget som et referencelink, der kommer fra et andet domæne. Så husk linkbuilding.

3. Hvordan laver man en søgeordsanalyse?

En søgeordsanalyse kræver tålmodighed, kendskab til målgruppen og research på internettet.

Det vigtigste er, at du bruger de ord, din målgruppe bruger. Det betyder at du altid skal lytte efter, hvad dine kunder kalder dine produkter og ydelser. Hvilket problem har din målgruppe, som du kan løse?

Undersøg din målgruppe

Hvis du ikke har en kundebase at studere, kan du søge efter steder, hvor din målgruppe færdes (evt. de sociale medier). Tjek hvad de skriver, når de søger efter hjælp til det, du netop kan løse med dine produkter eller ydelser.

Start med en brainstorm

En søgeordsanalyse starter med at du laver en brainstorming omkring dit koncept og skriver ord og sætninger ned. Herefter tjekker du, hvad dine konkurrenter skriver og supplerer i din liste. Til sidst tilføjer du målgruppens ord til den samlede liste.

Tjek søgeord i Googles egne programmer

Analysen kan foretages i Google Keyword Planner (gratis), og kan give dig en idé om dine søgeordsidéer bruges i Google. Du får også bud på andre ord, der bruges og ligner dine.

Er dit domæne tilknyttet Google Search Console, kan du også her finde aktuelle relevante søgeord for dit domæne.

4. Har du set en udvikling med SEO i løbet af de sidste år?

Ja for pokker – der er flere, men væsentligt er, at det i dag drejer sig om både robotter og hjerner.

Vi kan ikke snyde os til gode placeringer ved at ”please” Google robotten, vi skal levere indhold til vores kunder/målgruppe. Det er interessen og klikkene fra målgruppen, der bestemmer om dit domæne skal vises i søgeresultaterne.

Din popularitet afhænger af hvor mange, der gerne vil læse dit indhold. Og hvor god du er til at beskrive, hvad man får, når man klikker videre til dit domæne.  

Engang kom man øverst i søgeresultaterne ved at benytte sig at linkkataloger og masser af søgeord kastet ind i teksten. Mens dette virkede godt på søgemaskinerne, irriterede det læserne. Siderne man landede på, var ikke altid relevante. Og teksten var svær at læse.

Det er blevet lettere at optimere sit website selv.

De nye moderne designs og brugervenlige hjemmesidesystemer (f.eks. WordPress, Joomla, Drupal, TYPO3) gør det lettere at håndtere. Der findes gratis materiale på YouTube, der både viser, hvordan man bygger en hjemmeside og, hvordan man arbejder med søgemaskineoptimering.

Men fordi det er blevet så let tilgængeligt, ser jeg også helt nye hjemmesider, der ikke fungerer optimalt rent SEO-teknisk. Og det hæmmer værdien for alt andet godt SEO-arbejde.

Jeg anbefaler derfor altid, at man sætter sig ind i, hvordan SEO fungerer, eller henter rådgivning hos en SEO-konsulent, inden man starter. Det kan spare mange timer i sidste ende.

5. Hvad er dit bedste SEO råd?

Lær hvordan SEO hænger sammen.

Så du kan føle dig sikker i, at det du foretager dig, på din hjemmeside virker.

Da jeg opdagede, at SEO slet ikke var så svært, gik jeg i gang med at konstruere en model, som kunne bruges af flere. Modellen hedder De 5 elementer i SEO, og er den model, jeg underviser efter i dag.

De 5 elementer i SEO består af: MetaData – Søgeord – Webtekster – Billeder – Linkbuilding

Nogle af elementerne har du allerede fat i f.eks. dine webtekster. Andre skal du øve mere på, og andre igen skal du først til at stifte bekendtskab med. Fælles for elementerne er, at de alle 5 er tilstede, hver gang du udgiver en ny side, et nyt produkt eller et nyt blogindlæg.

Mit bedste råd er at komme i gang med læring og træning. Sammenhæng er nødvendigt for at få SEO til at virke godt.

I virkeligheden er SEO god gammeldags kundeservice. Og når du stiller dig til rådighed på internettet, er du afhængig af Google. Derfor skal du klæde Google på til opgaven at yde kundeservice. Betragt Google, som din bedste salgsmedarbejder og vær sikker på, at du har fået alle informationer med. Højt informationsniveau og godt præsenteret indhold styrker dine læsere i at kunne træffe en beslutning. Det gør det lettere at gå fra at være læser til at blive kunde.

Alle søgninger på internettet er startet på et minimum af viden. Jo mere information du har på dit domæne, jo flere ønsker kan du opfylde, og frustrationer kan du løse.

Få mere inspiration

Website: RelationME

Facebook: SEO uden teknikpanik gruppe

Instagram: RelationME

Du kan få mere inspiration inden for digital markedsføring HER og HER

Pernille Møller Larsen

At skabe den røde tråd i et brand og på tværs af forskellige medier er min store passion. Mine spidskompetencer er grafisk design og digital markedsføring. Mine blogindlæg handler ofte om disse emner, og jeg elsker at afprøve nye systemer og guides, for at lære nyt og optimere.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Back to top